Som gæst siger jeg tak

Som dansker må man finde sit middel mod blaserthed. Denne manglende evne til at lade et møde finde sted og lade det udvikle sig i utænkte retninger. At kunne modtage og udveksle uden at mærke denne sært nedgroede negl grave kløfter mellem det man læser eller det man ser og hører,  og én selv. Som om man konstant var udsat for massiv propaganda, lumre overtalelsesforsøg og manipulation.
For mig har der ikke været noget bedre middel end at flytte ti et andet land. Anbringe mig i en underlegen position. Som gæst siger jeg tak, tusind tak, for det værten serverer. Jeg har ingen holdning til, om det er ris eller kartofler, bare glad for at være inviteret.
Det er en kolosal befrielse.

At skrive på fastende hjerte

Man kan forfalde til at tro, at man skal have noget at sige, noget på hjertet, for at skrive. Hvad man måtte have at sige, bliver da et referat af det, der skulle siges. Og hjertet pumper tungt og sløvt hen over lange linjer.
Eller man kan skrive på fastende hjerte, og acceptere det højst ubekvemme i at være soldat på Herrens mark, på vagt, på lur, på vej mod et utal af halvfærdige, ufuldstændige forsøg på at fylde sit hjerte med noget.